Lev mere bæredygtigt med disse 5 nemme tips

Lev mere bæredygtigt med disse 5 nemme tips

Det skal være nemt at vælge bæredygtigt til fordel for både mennesker og miljø. I en travl hverdag kan det synes svært at ændre vaner, men med vores 5 nemme tips til at leve mere bæredygtigt er du allerede godt på vej.

1.      Tag en kødfri dag om ugen

Modsat hvad mange tror, behøver du ikke at gå helt vegetarisk eller vegansk, hvis du vil leve bæredygtigt. Blot én kødfri dag om ugen gør en stor forskel for det samlede klimaregnskab – og så er det faktisk virkelig spændende at forsøge sig med nye retter fra det plantebaserede køkken. Hvem ved – måske linsefrikadeller, chili sin carne, daal, svamperisotto eller en af de mange andre grøntsagsmættede klassikere vil blive til nye favoritter på madplanen fremover.   

2.      Lav en madplan – undgå madspild

Hvis du ikke er sprunget med på madplansbølgen, så du som minimum får planlagt aftensmaden et par dage frem, er det måske på tide at gøre det nu. Det behøver ikke at tage lang tid at lave en madplan, og det sparer dig ofte for både tid og penge samtidig med, at du sikrer, at alt i køleskabet bliver brugt, så du undgår unødigt madspild.

3.      Sæt en timer, og skru ned for varmen i badet

Vand er en ressource, som vi bør værne særligt om, så overvej, om du kan skrue bare en lille smule ned for længden af dine bade – og måske endda også lidt ned for temperaturen. Blot få minutter eller grader gør en stor forskel i det lange løb – også for din pengepung.

4.      Lad bilen stå, og tag cyklen eller bussen på arbejde

Medmindre du virkelig har langt til arbejde, og du derfor skal op midt om natten for at kunne nå frem uden bilen, er det værd at overveje, om ikke bilen skal have lov at stå i ny og næ. Snup en rask tur på cyklen – så er dagens motion også klaret, så du ikke behøver at trække i træningstøjet, når du kommer hjem. Er turen på cykel for lang, så overvej bus eller tog som et mere bæredygtigt alternativ til bil. 

5.      Køb genbrug (i hvert fald til børnene)

Er du ikke vant til at handle brugt, kan det måske virke grænseoverskridende for dig at kaste dig over projektet. Ikke desto mindre er der rigtig meget at vinde for både miljøet og for din pengepung ved at vælge genbrug. Særligt i forhold til børnetøj, babyudstyr og lignende er der guld at finde i genbrugsbutikkerne og på diverse online salgsplatforme, fordi meget tøj, legetøj med videre ikke bruges ret længe, før børnene vokser fra det - og dine unger er højst sandsynligt ligeglade med, hvor vinterjakken eller det nye legetøj er købt, så længe standen er god.
Bambus – er bambus bæredygtigt?
Guide: Sådan laver du din egen sæbe fra bunden